Måtte fyre over halvdelen af deres medarbejdere - nu er heldet kommet tilbage

Det var tæt på at gå helt galt for en Gjellerup-virksomhed. Nu er de dog tilbage på sporet.

Lene Bryde fik jobbet som administrerende direktør under krisen i 2008.
Lene Bryde fik jobbet som administrerende direktør under krisen i 2008.
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Det var hårdt da Aco Funki i 2008 måtte sige farvel til hele 35 medarbejdere.

- Vi var kun 19 tilbage, fortæller administrerende direktør, Lene Bryde.

Aco Funki ligger i Gjellerup og producerer inventar til svinestalde. Det var under krisen, at virksomheden pludselig var lige ved at knække. Det var også på det tidspunkt, at Lene Bryde fik jobbet som administrerende direktør. Hun var nemlig virksomhedens talknuser.

- Det er godt at have styr på tal, så har man styr på mange ting, siger hun.

Ingen ville investere

Men i 2008 var det svært at hive penge ind. Krisen ramte landbruget, og det gik direkte ud over virksomheden.

- Landbruget ville ikke købe noget. De ville ikke investere, og markedet faldt fuldstændigt fra hinanden. Vi var nødt til som virksomhed at tænke anderledes, og vi fyrede 35 mennesker, fortæller Lene Bryde.

Virksomheden kom igennem krisen med sin tyske ejer Aco i ryggen.

- Hvis vi skulle have levet på bankens bekostning, så havde der ikke været et Aco Funki i dag, forklarer hun.

Virksomheden producerer udstyr til grisestalde.
Virksomheden producerer udstyr til grisestalde.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Tilbage på toppen

Der er dog stadig et Aco Funki i dag, og det går godt. Omsætningen er over 300 millioner, og de breder sig langt ud over landets grænser.

Især Rusland og Kina er områder, som virksomheden har i kikkerten. Nyeste tiltag er en afdeling i netop Kina.

- 50 procent af verdens grise er i Kina. Bare vi kan få en lille brøkdel af det, så kan vi have en god forretning i Kina, forklarer Lene Bryde.

8:16
Kom helt tæt på Aco Funki lige her.