Måske nyt ulveangreb: Fire får bidt ihjel ved Staby

Der er lørdag blevet taget prøver af fårene for at undersøge, om der er tale om et ulveangreb.

Et af de døde får bliver inspiceret,
Et af de døde får bliver inspiceret,
Foto: Privatfoto: Lise Hovesen

For fårehyrde Berit Kiilerich har de seneste par dage været hårde. Fredag fandt hun tre af sine får døde på en mark i området Klostergårde mellem Staby og Ulfborg, og lørdag morgen blev endnu et får fra samme flok fundet død. Alle med store bidemærker omkring halsen og brystet.

- Der var to sæt store fodspor derud, det ene sæt lidt mindre end det andet. Og så var der et langt blodspor og rester af uld i hegnet. Det så meget voldsomt ud, fortæller hun.

Fårene gik på et jordareal, der tilhører landmand Erling Mose Pedersen, og han er frustreret over endnu et muligt ulveangreb i sin egen baghave.

- Jeg er rigtig træt af, at ulven kommer så tæt på. Vi vil gerne have lov at have vores dyr i fred. Utrygheden er det værste ved det, siger han.

Berit Kiilerich ærgrer sig over at være fårehyrde lige for tiden.

- Jeg føler mig magtesløs. Det kan ikke passe, at den slags skal kunne foregå her i Danmark. Det er lige til at græde over, siger hun.

Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent med speciale i ulve har lørdag taget DNA-prøver af de døde får for at fastslå, om der er tale om et ulveangreb.