Målkongen Eggert er flyvende

Alt er gået op i et højere enhed for hjemvendte Anders Eggert fra Skjern Håndbold.

Anders Eggert er den suveræne målkonge i dansk herrehåndbold med 48 mål og en scoringsprocent på 92.
Anders Eggert er den suveræne målkonge i dansk herrehåndbold med 48 mål og en scoringsprocent på 92.

De grønblusede spillere fra Skjern Håndbold har fået en eminent start på sæsonen ikke mindst på grund af den hjemvendte fløjspiller, Anders Eggert.

- Klubben, omgivelserne, medspillerne og selve spillet på banen. Det hele går op i en højere enhed, og fornemmelsen af at være glad og at tingene kører gør, at det bare er nemmere at spille håndbold, siger Anders Eggert om sin succes. 

Den 35-årige fløjspiller skiftede forud for denne sæson fra tyske Flensburg-Handewitt til Skjern Håndbold, på en treårig kontrakt.

Ondt i kroppen

- Jeg havde nogle fantastiske år i Flensburg. men jeg var begyndt at have lidt ondt i kroppen. Der var mange, lange udebaneture og jeg manglede lidt tid sammen med familien. Derfor begyndte jeg at sætte næsen op efter at komme hjem, og i Skjern har jeg fået opfyldt mange af de ønsker jeg havde, siger Anders Eggert.

Med sine sublime teknik og et utal af skudvarianter er Anders Eggert i øjeblikket suveræn topscorer i den danske håndboldliga. Med 48 mål og en scoringsprocent på hele 92, har han således været en afgørende faktor i flere af Skjerns kampe.

- Vi har fået en spiller med masser af kvalitet og rutine ind på holdet. Han har spillet masser af europæiske topkampe og det er naturligvis et plus for et mandskab som vores, siger en af Anders Eggerts kolleger på banen, højre backen Kasper Søndergaard.

I Flensburg-Handewitt har Anders Eggert vundet blandt andet Champions League trofæet og den tyske pokalturnering. På det danske landshold er det blevet til 159 landskampe og 570 mål for Anders Eggert, som dog har bevaret et veludviklet vinder-instinkt.

- Mit mål håndboldmæssigt er at vinde noget med Skjern. Champions League bliver sikkert svær. Men en pokaltitel eller et dansk mesterskab er indenfor rækkevidde, og vi har allerede vundet Super Cuppen, siger en smilende Anders Eggert. 

Bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, er både stolt og glad over Skjern Håndbolds nye profil.

Tiltrækker nye

- Når vi har en profil som Anders Eggert, så er det ingen hemmelighed, at det er langt lettere at tiltrække nye, stærke spillere. Vi får næste år Thomas Mogensen ind på holdet, og det tilskriver jeg det faktum, at vi i forvejen har en Anders Eggert på kontrakt, siger Carsten Thygesen.

Den sportslige værdi har Anders Eggert, ifølge bestyrelsesformanden, demonstreret bl.a.  kraft af topscorerværdigheden i den danske håndboldliga, og den generelle betydning for holdet. Men han har også andre kvaliteter.

- Han er lidt af en humørbombe, og er med til at løfte hele stemningen på holdet, hvilket er enormt vigtigt, siger Carsten Thygesen.

Anders Eggert var i sæsonen 2008-2009 udlejet fra Flensburg-Handewitt til netop Skjern Håndbold, som han også regner med bliver sidste station i en lang håndboldkarriere. 

- Jeg har en treårig kontrakt i Skjern, og jeg forventer jeg slutter min karriere i Skjern. Spørgsmålet er så hvornår. Jeg håber jeg har flere gode år i mig endnu lyder det, med et glimt i øjet, fra Anders Eggert.

2:12
Anders Eggert er kraftigt medvirkende til, at Skjerns håndboldherrer har fået en flyvende start på sæsonen