Lyset slukkes i Ringkøbing-Skjern

Kommunen skal spare 2,3 millioner kroner på vejbelysningen.

Ringkoebing kommune Raadhus 2.jpg

Det er sparetider i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det rammer nu gadebelysningen.

Kommunens teknik- og miljøudvalg har besluttet at slukke al gadelys i kommunen fra 31. maj til 8. august - og den resterende del af året bliver lamperne slukket fra midnat.

- Det er et af de steder, vi kan sætte ind uden at det går ud over nogen, og som samtidig er i overensstemmelse med vores energissatsning, siger udvalgets formand Ole Kamp (V).

Kommunen har besluttet at spare 2,3 millioner kroner på gadelyset. Besparelserne skal være med til at skaffe penge til mere energi-rigtige lamper, så man i fremtiden kan nøjes med at dæmpe lyset i stedet for helt at slukke det.

Af sikkerhedsgrunde har politiet dog bedt kommunen om at beholde lyset på gader med aktivt natteliv og omkring lyskryds.