Fodbold: Lynmål og debutantscoring sender Viborg til tops

Mads Aaquist kom på måltavlen i sin debut for Viborg og hjalp holdet til sejr og en dukseplads i 1. division.

Viborg-spillerne jubler efter at have bragt sig foran med 2-0 efter bare 18 minutters spilletid. Foto: Line Morell Holm

Det var hjemmeholdenes dag i 1. division, hvor fem kampe gav fem hjemmesejre - blandt andet til Viborg FF, som er nyt tophold i rækken.

Med debutanten Mads Aaquist blandt målscorerne slog Viborg i egen hule Nykøbing FC med 3-0, hvilket sender holdet op på 14 point for 6 kampe. Da oprykkerne fra Kolding IF samtidig tabte 3-4 ude mod Fredericia, er Viborg i front med et enkelt point ned til både Kolding og Fredericia.

Læs også Lokalopgør: Viborg sejrer i Skive

Det nye tophold fik en kanonstart på kampen mod Nykøbing FC, da Jakob Bonde sendte Viborg i front allerede i første minut. Og godt et kvarter senere var det debuterende Aaquist, som fordoblede føringen.

Ti minutter inde i anden halvleg faldt kampens afgørelse med Frederik Brandhofs mål til 3-0.

Nedrykkerne fra Vejle fik også fuld gevinst, da Skive gæstede Nørreskoven. På to scoringer af angriberen Kjartan Finnbogason blev det til en sejr på 2-1, som sender holdet op på otte point efter en noget ujævn sæsonstart.

I søndagens øvrige kampe vandt Hvidovre hjemme med 3-2 over FC Roskilde, mens HB Køge sendte Fremad Amager hjem med et nederlag på 1-3. Lørdag slog Næstved på hjemmebane Vendsyssel med 3-0.

01:38

TV MIDTVEST den 16. august 2019: Viborg sikrede sig håneretten mod Skive IK, da de vandt 2-0 på udebane.

Luk video