Voldsomt uvejr: Lynet slog ned og startede flere brande

Midtjysk Brand & Redning havde en travl aften med fire bygningsbrande. Værst gik det ud over et udstillingshus i Viborg.

Lynet slog blandt andet ned i dette udstillingshus på Arnbjerg Fælled i Viborg. Foto: Privat

Sådan ser huset ud dagen derpå. Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

1 af 2

Et uvejr med kraftig regn, torden og lyn ramte onsdag aften store dele af det midt- og vestjyske.

Værst gik det ud over det midtjyske område, og brandfolkene fra Midtjysk Brand & Redning havde en travl aften med fire bygningsbrande, der alle opstod på grund af lynnedslag.

- Det hele skete inden for meget kort tid. Der var en times tid, hvor det bare bragede løs, fortæller indsatsleder Jesper Hesselberg. 

Hårdest ramt blev et fuldt møbleret udstillingshus på Arnbjerg Fælled i Viborg. Indsatslederen fortæller, at tagkonstruktionen er raseret, ligesom der er store skader i resten af huset.

- Naboen havde set, at lynet slog ned direkte i tagkonstruktionen. Et eller andet sted var det heldigt, at det gik ud over det ubeboede udstillingshus. Det kunne lige så godt have ramt et af de andre beboede huse ved siden af, siger Jesper Hesselberg.

Lynet slog også ned i en genbrugsbutik på Koldingvej i Viborg. Her lykkedes det forholdsvis hurtigt brandfolkene at få ilden under kontrol, men al inventar er ifølge indsatslederen ødelagt. Dertil kommer en mindre brand i en landejendom på Bjerring Byvej ved Bjerringbro og en mindre brand i et hus i Silkeborg.

Ifølge TV 2 Vejret blev Danmark ramt af over 1300 lynnedslag. 

Uvejret har også betydning for den kollektive trafik torsdag morgen. Arriva melder om flere aflyste togafgange - oplysningerne opdateres på Arrivas hjemmeside.

02:16

Interview med indsatsleder Jesper Hesselberg.

Luk video

Brandfolkene var også en tur forbi denne genbrugsbutik i Viborg. Foto: Privat

  Foto: Privat

02:03 Luk video