Lynet slog ned i landejendom
Fire personer blev kørt til undersøgelse for røgforgiftning efter brand ved Vestervig.
Et større uvejr med torden og lyn trak natten til torsdag ind over Midt- og Vestjylland - og var blandt andet skyld i en brand i en ejendom på Ulstedvej ved Vestervig.
Alarmen lød klokken 01.18 - der var fire personer i huset, da branden brød ud. De blev alle kørt til sygehuset i Thisted til tjek for røgforgiftning, men skulle ikke være kommet alvorligt til skade.
- Arnestedet var en gammel stikkontakt i stuen, men vi formoder, at det var et lynnedslag, der startede det hele. Stuen er brandskadet, og der er sodskader i resten af stueetagen, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.
Ifølge DMIs hjemmeside er der registreret 165 lynnedslag fra midnat til klokken seks - først og fremmest i det jyske.
Ifølge politiet er der ikke er meldt om andre brande på grund af uvejret, men der kom enkelte meldinger om væltede træer.