Lykketoft på Jenle: Verdens tilstand ikke kun opmuntrende

Det var to markante skikkelser fra dansk politik, der i år var hovedtalere ved Jenlefesten.

Mogens Lykketoft på talerstolen ved Jenlefesten 2018.
Mogens Lykketoft på talerstolen ved Jenlefesten 2018.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Efter Folketingets talerstol er Jenlefesten udråbt til én af landets vigtigste talerstole.

Det blev i år understreget med et besøg af to af Danmarks mest fremtrædende politikere gennem tiden nemlig Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen.

Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen hygger inden talerne.
Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen hygger inden talerne.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Uffe Ellemann-Jensen var Jenlefestens kulturelle taler, mens Mogens Lykketoft tog rollen som arrangementets politiske taler.

- Det er jo ikke fordi, man kan være udelukkende opmuntret om verdens tilstand.

Således indledte Mogens Lykketoft sin tale og fortsatte:

- Der er sket så meget de sidste år, som er skræmmende, bekymrende – direkte farligt, fastslog han.

Han henviste blandt andet til den nuværende præsident i USA.

Udover sikkerhedsspørgsmål nævnte han udfordrende temaer for verdenssamfundet som folkevandringer, flygtningestrømme samt klimaforandringer og miljøødelæggelse.

- Der er brug for et meget mere forpligtende internationalt samarbejde, slog han fast.

Foruden talerne var der underholdning ved trioen ”Et Letsindigt Ord” fra Aarhus. Trioen spiller og fortæller om musikken i Danmark under besættelsen.

Trioen "Et Letsindigt Ord" på scenen til Jenlefesten
Trioen "Et Letsindigt Ord" på scenen til Jenlefesten
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Aakjærprisen 2018 blev også uddelt. Den gik i år til den lokale billedkunstner og skulptør Elisabeth Zeuthen.

Traditionen for festen på Jenle går tilbage til 1908. Temaet for festerne dengang drejede sig om de sociale lag og havde specielt fokus på bøndernes stilling i samfundet.

Der var stort fremmøde til dette års Jenlefest.
Der var stort fremmøde til dette års Jenlefest.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Fra 1908 – 1929 afholdt Jeppe og Nanna Aakjær deres Jenlefester, og siden 1980 har Aakjærselskabet genoplivet den årlige folkefest.

Den holdes hvert år på Jeppe Aakjærs gamle hjem den første søndag i august.

1:25
Den årlige Jenlefest ved Jeppe Aakjærs gamle hjem i Salling er en over hundrede år gammel tradition