Lykkelig og lettet verdensmester fra Struer: - Jeg har det så godt

Bokseverdensmesteren er lykkelig over at have vundet den store titel på hjemmebanen i Struer.

En stolt verdensmester fra Struer med titelbæltet solidt plantet over skulderen. Foto: TV MIDTVEST

10 tætte bokserunder og så kunne jublen bryde ud i Struer.

Dina Thorslund er nu ikke kun Danmarks bedste kvindelige bokser. Nu er hun også verdens bedste af slagsen. I hvert fald midlertidigt.  

For Dina Thorslund har fået titlen interim WBC-verdensmester.   

En interimtitel dækker over, at det er en slags midlertidig VM-titel, og danskeren sejrede med dommerstemmerne 97-93, 96-94 og 96-94

Læs også Struer-bokser Dina Thorslund er verdensmester

Triumfen og WBC-bæltet sikrede hun med grundige slag på hjemmebanen i Struer mod 50-årige Alicia Ashley fra Jamaica.

- Jeg har det så godt. Jeg er lettet, glad og tilfreds, lød det fra Dina Thorslund i sekunderne efter sejren.

Rutineret modstander gjorde det svært

24-årige Dina Thorslund havde samtlige dommerstemmer med sig efter kampen, men det holdt til tider hårdt.

Efter en god dansk start kom jamaicaneren nemlig bedre med, måske på grund af den store rutine.

- Det gik rigtig godt i de første omgange, men jeg faldt lidt ned på hendes præmisser til sidst.

- Hvad kan jeg sige? Hun har gået så mange omgange, så selvfølgelig kan hun det der. Det er det, jeg skal hjem og øve mig på. Jeg er på vej op, så det her var en god lærestreg for mig, siger Dina Thorslund.

Enorm opbakning

1500 mennesker var på plads i Struer for at se det lokale boksehåbs kamp for den eftertragtede titel som verdensmester.

Ifølge Dina Thorslund selv var opbakningen af en ikke helt ubetydelig størrelse.

- Det var fantastisk. Det var det, der gjorde forskellen. Den kunne ikke have været bedre. Jeg kunne ikke drømme om noget større end det her.

- Her er småt, intimt og lokalt. Det er så nært, og det er så fedt, lyder det fra Dina Thorslund

Danskerens boksesejr over Alicia Ashley bringer hendes rekordliste op på 11 sejre, hvoraf seks har været på knockout.

00:35

24-årige Dina Thorslund var lettet og lykkelig efter triumfen i Struer. Video: TV MIDTVEST

Luk video