Få en bog i øret: Lydbøger og podcasts boomer

Stadig flere får litteratur leveret gennem et par hovedtelefoner.

For mange er hovedtelefoner blevet en helt naturlig vej til at indtage skønlitteratur. Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Det bliver stadig mere almindeligt at nyde læsestof uden at skulle bladre i en bog eller en avis. Lydbøger og podcasts hitter, og folk elsker at få de gode historier i ørerne i stedet for at sidde med dem i hænderne.

Vi kan sagtens mærke, at det er boomet helt eksplosivt.

Mia Wagner, Plusbog.dk

Lydbøgernes succes kan blandt andet mærkes hos en af landets største online boghandlere Plusbog.dk, hvor de indtalte bøger udgør en stigende del af omsætningen.

- Vi kan sagtens mærke, at det er boomet helt eksplosivt, siger Mia Wagner, der er direktør for Viborg-virksomheden Plusbog.dk.

En fordobling på fire år

Hvis ikke man er klar til at købe lydbøger, så kan man også låne dem - blandt andet på bibliotekerne, hvor tjenesten hedder eReolen. I løbet af de seneste fire år er antallet af tilgængelige lydbøger fordoblet på fire år, og der er nu 10.000 forskellige titler at vælge imellem.

Alene på Viborg bibliotek er der i 2018 blevet udlånt mere end 50.000 lydbøger fra eReolen.

- Vi har fra Viborg Bibliotekernes side valgt at satse meget stort på digitale lydbøger. Det betyder blandt andet at vi har åbnet op for det, så alle borgere i kommunen kan låne fra eReolen, siger afdelingsleder hos Viborg Bibliotekerne, Mikael Gråberg.

Udvikling i udlån af e-bøger og lydbøger

2013: 546.000

2014: 717.000
2015: 1.380.000
2016: 1.530.000
2017: 1.770.000

 

Kilde: eReolen.dk

En nemmere måde at læse bøger

Den store succes, som lydbøger og podcasts oplever, kan skyldes, at de er nemmere at tage med på farten end traditionelle bøger.

det er med til at udbrede litteraturen, fordi der kommer brugere til, som måske førhen syntes, det var for besværligt at læse.

Mikael Gråberg, Viborg Bibliotekerne

- Det at bøgerne er så nemme at få fat på, gør dem meget populære. Desuden rammer de en anden form for læsemønster end en normal bog, hvor man skal bruge ro og fokus. Der kan lydbogen noget andet, og man kan sagtens lytte til en bog, mens man laver andre ting, siger Mia Wagner fra Plusbog.dk

På Viborg Bibliotek frygter man dog ikke, at lydbøgerne er på vej til at udkonkurrere en gammeldags indbundet bog med sider, der skal vendes.

- Tværtimod tror jeg, det er med til at udbrede litteraturen, fordi der kommer brugere til, som måske førhen syntes, det var for besværligt at læse, siger Mikael Gråberg.

Bibliotekerne regner med, at antallet af udlånte lydbøger har oversteget to millioner i 2018.

09:52

Se indslaget: Lydbøger og podcasts har vundet danskernes hjerter.

Luk video