Lunde Larsen: Skov i Østerild skal genetableres

En del skov må lade livet, hvis der bliver opført nye møller i Østerild. Den skov skal genetableres, lover Esben Lunde. Det kan dog blive andre steder i landet.

Regeringen fremlagde i dag planer om at opføre yderligere tre kæmpe vindmøller med en højde på 330 meter på vindmølletestcenteret i Østerild. Møllerne bliver opført i Østerild for at være til mindst mulig gene for mennesker, men for at gøre plads til de nye møller må en del skov lade livet. Miljøet er dog i fokus, lyder det fra Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V).

Endelig så er der den skov, som skal fældes for at der kan blive plads til de her møller. Her er regeringens holdning, at den skal genetableres.

Esben Lunde Larsen, Miljø- og fødevareminister

-   Regeringen er optaget af, at det har skal foregå efter alle kunstens regler. Der er både Natur2000-områder at tage højde for, og der er VVM-undersøgelser, der skal laves i forhold til miljøpåvirkningen og lignende. Endelig så er der den skov, som skal fældes for at der kan blive plads til de her møller. Her er regeringens holdning, at den skal genetableres, siger han.

Der er dog ingen garantier for at alt skoven genetableres i Østerild. Skoven kan blive erstattet ved, at der bliver plantet yderlig skov andre steder i landet.  

- Rent praktisk så skal det afsøges, hvor kan der etableres ny skov i området. Det kan også være, at der er andre steder i landet, hvor der skal rejses noget skov, så vi laver den erstatningsskov, der skal laves, siger Esben Lunde Larsen.