Lunde Larsen: Det er mit drømmeområde

Esben Lunde Larsen fra Hvide Sande bliver ny uddannelses- og forskningsminister, og den udnævnelse passer ham rigtig godt

esbenlundeminister_0.jpg

Lørdag aften fik Esben Lunde Larsen det opkald fra Lars Løkke Rasmussen, som mange havde ventet, og som han selv havde håbet på. Dermed bliver Lunde Larsen midt- og vestjysk debutant på ministerholdet.

- Det er naturligvis rigtig dejligt. Det er kulminationen på mange års arbejde. Jeg er både taknemmelig og ydmyg over for opgaven, siger Esben Lunde Larsen.

Drømmeområde

Som uddannelses- og forskningsminister kommer Esben Lunde Larsen til at arbejde videre i det spor, han har været i som ordfører. Og han er rigtig godt tilfreds med jobbeskrivelsen.

- Det er et drømmeområde for mig. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre ressort. I de seneste fire år har jeg som ordfører arbejdet med uddannelsespolitikken, og det har altid interesseret mig at arbejde med menneskelig udvikling gennem uddannelse, siger den nye vestjyske minister.

Behov for politisk snilde

Esben Lunde Larsen er kendt som en dygtig politiker med hundrede procent styr på sit stofområde. Og de egenskaber får han brug for i en ren Venstre-regering, der skal kæmpe hårdt for flertal til alle beslutninger.

-Jeg ser det som en spændende udfordring. Nu skal vi vise vores politiske håndværk. Det gælder både inden for blå blok og på tværs af partierne, for vi det brede samarbejde, siger Esben Lunde Larsen.

Esben Lunde Larsen vil nu gå i dialog med uddannelsesaktørerne for lægge en linje for de næste fire år.