Lukket efterskole bliver center for unge asylansøgere

Den tidligere Rovvig Efterskole bliver center for uledsagede mindreårige asylansøgere. Der vil være plads til 100 mindreårige unge asylansøgere.

1:58
TV MIDTVEST har tidligere fortalt historien om Rovvig Efterskole, der måtte lukke.

Fordelingen af typen af asylansøgere og modtagesteder på Mors er ved at falde på plads.

Antallet på de 400 asylansøgere, som Morsø Kommune tidligere har indvilliget i at modtage, er fortsat uændret.

- Vi er meget tilfredse med, at Udlændingestyrelsen har forespurgt, om der også kan huses mindreårige på Mors, da der er lokaler, der stort set er indflytningsklare i Rovvig, og samtidig medfører det en hel del lokale arbejdspladser.

- Derudover skal vi også huske, at det er en meget sårbar gruppe, som jeg er glad for kan blive hjulpet på Mors, fortæller Hans Ejner Bertelsen, som er borgmester i Morsø Kommune.

Fordelingen af asylansøgere vil med det nye center tage sig således ud:

  • 100 børnecenterpladser på den tidligere Rovvig Efterskole
  • 300 opholdspladser på sygehuset og funktionærboligen i Nykøbing, hvor ca. halvdelen vil være familier.

Opstart og informationsmøde
Det nye center for unge har forventet opstart i uge 9, og mandag d. 22. februar vil der være informationsmøde for lokale borgere i Øster Jølby.

Det vil fortsat være Asylcenter Vesthimmerland, som er operatør og dermed ansvarlig for driften af centret, mens Morsø Kommune er værtskommune.

Døgnbemandet center med lokal undervisning
Udlændingestyrelsen, Vesthimmerland Kommune og Morsø Kommune har vurderet, at den tidligere Rovvig Efterskole er særdeles velegnet til målgruppen, og bygningerne kræver kun få istandsættelsesarbejder inden åbningen. Centret vil være døgnbemandet, og al undervisning af de unge forventes at foregå på stedet.

- Centrets funktion indebærer, at der blandt andet skal ansættes personale, som blandt andet er pædagoger og lærere, og jeg er overbevist om, at det vil være med til at styrke lokalområdet, fortæller Hans Ejner Bertelsen i en pressemeddelelse fra Morsø Kommune.

TV MIDTVEST har tidligere fortalt historien om Rovvig Efterskole, der måtte lukke.
 

1:58
Rovvig Efterskole på Mors gik i dag konkurs.