Lukkedage hos borgerservice

Borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune må det kommende års tid affinde sig med én ugentlig lukkedag hos borgerservice.

Der kommer én ugentlig lukkedag hos borgerservice i Ringkøbing-Skjern kommune fremover.

Det sker, fordi kommunen skal færdiggøre sager, inden det nye Udbetaling Danmark åbner.

 - Det er beklageligt, men nødvendigt. Der er forbundet en lang række bundne opgaver, når noget så stort som Udbetaling Danmark skal løbes i gang, siger stabschef for Borgerservice Carsten Spang i en pressemeddelelse.

Én ugentlig lukkedag

Helt konkret kommer det til at betyde, at borgerservice i Skjern holder lukket hver tirsdag fra den 12. juni af.

Borgerservice i Ringkøbing holder fremover lukket hver onsdag.

Lukkedagene fortsætter frem til den 1. marts 2013, hvor Udbetaling Danmark åbner.

Mangler personale

Udbetaling Danmark skal blandt andet overtage opgaven med at udbetale folkepension, førtidspension, boligstøtte og barselspenge fra kommunerne.

Og Udbetaling Danmark modtager ikke uafsluttede opgaver fra kommunen.

 - Nu er vi i en situation, hvor vi mangler personale i forhold til de opgaver, vi stadig skal løse, og det er årsagen til lukkedagen, fortæller Carsten Spang.