Luften sivet ud af brint-projekt

Luften er sivet ud af planerne om at sende en større flåde af brintbiler ud på de danske landeveje op til klimatopmødet senere i år

H2LogicTruck.jpg

Planen var at det ambitiøse brint-projekt LINK2009 skulle sende 50 brint-drevne køretøjer ud på de danske landeveje inden klimatopmødet senere i år. Oven i købet, skulle brint-bilerne efter planen kunne tanke brint på brint-tankstationer  i Holstebro, Herning, Århus og København.

Men Herning-virksomheden H2Logic, der står for projektet, har i dag oplyst statsminister Anders Fogh Rasmussen om, at LINK2009 ikke når at blive klar til topmødet. H2Logic forklarer projeketets problemer med manglende midler fra staten.

Virksomheden mener den mangler 25 millioner for at projeketet skulle kunne være blevet en virkelighed inden efterårets klimatopmøde.

H2Logic orienterede statsministeren om projektets problemer midt i januar, men virksomheden fortæller, de endnu ikke har modtaget nogen respons fra statsministeren.