Ludikova forlænger med Ikast FS

Den tjekkiske badmintonspiller Kristina Ludikova har underskrevet aftale for sæsonen 2011/2012 med Ikast FS Badminton.

160211Ludikova.jpg

 

Dermed har Ikast-klubben sikret sig et yderst stærkt kort. Kristina Ludikova har nemlig været klubbens lysende stjerne i denne sæson i Badmintonligaen og betragtes som et af de største talenter i Europæisk badminton.

22-årige Ludikova har vundet ni ud af 11 kampe i det, der af mange bliver betragtet som verdens stærkeste liga. Nederlagene er kommet i kampe mod stærke spillere som Tine Baun, der på et tidspunkt lå nummer et i verden og bulgarske Petya Nedelcheva, der også ligger i den bedste ende på verdensranglisten.

Stolt formand

Derfor er glæden over underskriften på aftalen stor i Ikast:

- Du finder ikke er mere seriøs person omkring badmintonsporten og hun er med til at højne niveauet i den daglige træning, til stor glæde for alle vores andre spillere. Herudover er det ikke lykkedes mig at møde Kristina på en dag, hvor hun ikke er storsmilende og spreder positiv energi til alle. Det kan vi li i Ikast - og derfor passer Kristina så godt ind i klubben, skriver en glad bestyrelsesformand, Søren Kristiansen i en pressemeddelelse.

Også badmintonspilleren selv er glad for aftalen:

- Ud over at kunne spille i Badmintonligaen har jeg i Ikast fundet et ganske unikt træningsset-up, hvor jeg kan udleve min drøm om at udvikle mig til en topspiller, siger Kristina Ludikova.