Lotto-vinder står nu frem

Kresten fra Snedsted er blevet Lotto-millionær.

LottoVinder_0.jpg

- Du må gerne skrive mit navn. Alle ved alligevel, det er mig, der har vundet, sagde Kresten til Danske Spil, da de fangede ham over telefonen.

Snedsted er en lille by i Thy, hvor nyheden om lørdagens gevinst på 7 millioner kroner hurtigt har bredt sig.

- Jeg vidste ikke, det var mig, da jeg kom ned til Super Spar. Og i butikken kunne de kun fortælle mig, at gevinsten var på over 10.000 kroner, og at jeg skulle i banken for at hente den. Men først gik jeg hjem og kiggede vindertallene i avisen, fortæller den nyslåede Lotto-millionær og fortsætter.

- Jeg ventede på min kone, som kom hjem fra arbejde lige der omkring. Normalt skifter hun tøj, når hun kommer hjem, men jeg sagde til hende: Det behøver du ikke. Vi har vundet 7 millioner kroner og skal i banken". Hun blev helt stille, griner han.

Kresten blev pensioneret sidste år, men har en lille bi-tjans hver morgen med at bringe bagerbrød ud.

- Jeg tog forbi Super Spar igen i dag og købte en flaske champagne, som jeg var i bagerforretningen med. De blev glade. Og de sagde alle sammen, at det var mig vel undt, fortæller han.

Kresten og hans kone har endnu ikke nået at lægge planer for milliongevinsten, men måske skal parret have et nyt hus, måske skal de ud at rejse, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Vi har aldrig kunnet købe ting uden at skulle tænke godt over det først. Så vi vil begynde med at tænke os om nu og så passe godt på pengene, slutter han.

Mød Kresten på TV MIDTVEST i aften.

 

2:11
Det kom som noget af en overraskelse, da Kresten Korsgaard fandt ud af, at han havde vundet syv millioner kroner i Lotto.