Lössl bliver i FCM i tre år

Målmandsprofilen Jonas Lössl har skrevet en tre-årig kontrakt med ulvene i Herning.

Jonas_Loessl.jpg

FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl har netop forlænget sin kontrakt med ulvene, så den løber frem til udgangen af 2016.

 - Jeg er beæret over, at FC Midtjylland vil have mig tre år mere. Jeg er rigtig glad for at være en del af det projekt, vi er ved at bygge op. Og med de spillere, som klubben har forlænget med, ser det rigtig spændende ud, og jeg er glad for at få mulighed for at blive en del af kernen på holdet, siger 24-årige Jonas Lössl i en pressemeddelelse fra klubben.

Jonas Lössl henviser dermed blandt andet til sidste uges kontraktforlængelser med Rilwan Hassan og Sylvester Igboun.

Kan ikke se et bedre sted lige nu

Ulvenes målmand var slet ikke i tvivl om, at det var rigtigt at blive på den jyske hede.

- I forhold til det sted, hvor jeg er i karrieren, kan jeg ikke se et bedre sted at være end i FC Midtjylland. Selvfølgelig har jeg en drøm om at komme til udlandet på et tidspunkt, men det kommer jeg kun, hvis jeg spiller rigtig godt for FC Midtjylland, siger Jonas Lössl. 

Han har spillet 111 førsteholdskampe for FC Midtjylland.