Løsladt i røverisag

Nye oplysninger får politiet til at tvivle på, om to 18-årige stod bag røveri i Herning.

010710_HP_Hansensvej001.jpg

Politiet valgte onsdag eftermiddag at løslade to 18-årige mænd, der er sigtet for et røveri mod en 19-årig kvinde på HP Hansensvej i Herning natten til tirsdag.

De to mænd fik ved et grundlovsforhør tirsdag anholdelsen opretholdt i tre gange 24 timer, men nye oplysninger får nu politiet til at tvivle på, om de har fat i de rigtige gerningsmænd.

- Vi har blandt andet talt med nogle vidner, som bekræfter, at de har været sammen med de to unge mænd og forladt dem kort før røveriet. Samtidig har offeret forklaret, at den ene af gerningsmændene talte dansk med jysk accent, og det kan man ikke sige om de to, der begge er af udenlandsk herkomst, siger vicepolitikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

De to 18-årige er stadig sigtede, mens politiet arbejder videre med sagen. Der er blandt andet flere vidner, der skal afhøres, ligesom politiet skal studere noget videoovervågning fra en nærliggende kiosk.

Henning Præstegaard understreger, at politiet gerne vil høre fra eventuelle vidner, der har set noget på HP Hansensvej i nærheden af Spar-butikken omkring klokken 1.