Lokomotivførerens bøn: Vil I ikke nok se jer for?

I gennemsnit sker det én gang i løbet af en lokomotivførers arbejdsliv, at han kører en person ned.

Mikael Hove Jensen har prøvet at køre en person ned.
Mikael Hove Jensen har prøvet at køre en person ned.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Han har selv prøvet det.

Mikael Hove Jensen er gruppeleder for lokomotivførerne hos DSB i Struer, og han har både oplevet at køre en mand ned og at være lige ved, fordi en person gik ud på skinnerne.

- VI frygter selvfølgelig altid, at sådan noget kan ske. Det gør ondt helt ind i sjælen at være den, som har været værktøj til, at nogen kommer herfra. Om de vil det selv eller ej, forklarer han.

For bare en uge siden blev en 35-årig mand for Holstebro dræbt, da han gik under en bom og blev ramt af det tog. Det er den slags ulykker, som lokomotivførerne nu kæmper imod.

Kampagne i gang

Mikael Hove Jensen er på tur rundt på forskellige uddannelsesinstitutioner for at tale med de unge om, hvor vigtigt det er, at de ikke tager nogle chancer og ser sig for.

- Vi vil gerne snakke adfærd. Hvad det er for en adfærd? Hvorfor passer vi ikke bedre på os selv, siger han og fremhæver, at det ikke er fordi det er præcist de yngste, der er værst til lige at tage chancen og krydse skinnerne.

I dag har han besøgt Staby Efterskole, og hans historier påvirker eleverne.

- Jeg tror, at det ligger meget fjernt for folk, fordi det ikke sker så tit. Derfor tænker man, at det bliver selvfølgelig ikke mig. Så det er helt sikkert noget, man skal have mere fokus på, for det kan ske, og man skal have noget respekt for det, fortæller efterskoleeleven Gustav Palmann.

Der bliver i gennemsnit slået 10 mennesker ihjel hvert år, fordi de bliver ramt af et tog.