Lokalt konsortium køber karré

Historisk bygning i Viborg midtby købt af lokale kræfter.

Det fredede bygningskompleks Stillings Gård i Viborg forbliver på lokale hænder. Onsdag aften vedtog byrådet at sælge den kommunalt ejede karré til et konsortium bestående af Boligselskabet Sct. Jørgen, Viborg Bolig- & Erhvervsudlejning, de lokale erhvervsfolk Frank Brøndum fra Brøndum-koncernen og Claus A. Christensen fra AC Hydraulic samt Tina Jacobsen/tømrermester Jørgen Balle Madsen.

Bygningerne har i mange år huset administrationen i Viborg kommune, men har stået ubenyttede, siden den kommunale administration for et par år siden flyttede til det nye rådhus ved Indre Ringvej. Fremover skal de historiske bygninger anvendes som boliger og i mindre omfang også til erhvervsformål.

Udvendigt vil Stillings Gård beholde sit karakteristiske udseende, men indvendigt begynder et større renovationsarbejde.

- Arkitektonisk og kulturhistorisk er de bygninger, vi nu overtager, en lokal diamant. Det er alle fem interessenter opmærksomme på. Vi er stærkt optagede af at bevare bygningerne og puste nyt liv i dem på en måde, som er til glæde og gavn for såvel viborgenserne som for byens gæster, siger formanden for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stensgaard, på vegne af alle fem købere.

Salgsprisen er aftalt til 15 mio. kr.