TV MIDTVEST

Lokalpolitikere lider under stort arbejdspres

Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Man risikerer at skræmme de unge væk fra politik, advarer en kommunalforsker.

Lokalpolitikerne har måttet vænne sig til et væsentligt større arbejdspres siden kommunalreformen i 2007. 

Og det får nogen af dem til at sige droppe politikken.

Struers konservative viceborgmester Martin Hulgaard har efter en lang politisk karriere besluttet ikke at genopstille ved næste valg. Han tager konsekvensen af, at det bliver mere og mere svært at forene det politiske arbejde med en civil karriere og familielivet.

- Jeg har levet og åndet for politik i mange år, og det har ikke været nemt på nogen måde at træffe den beslutning, siger han.

I 1970 brugte et byrådsmedlem i gennemsnit 10-12 timer om ugen på det politiske arbejde. I dag er tallet ifølge kommunalforsker Ulrik Kjær omkring 20 timer om ugen.

- Faren ved, at kommunalpolitik tager så lang tid er, at der vil være nogen - eksempelvis børnefamilierne og de helt unge - som lader sig afskrække. Og dem, man sidder tilbage med, kommer til at ligne hinanden lidt for meget, siger Ulrik Kjær.

I Lemvig bruger Michelle Tange (V) mellem 25-30 timer om ugen på det politiske arbejde. Derfor overvejer hun nu at sige stop.

- Engang imellem tænker man på, om det er prisen værd, siger hun.

02:51

Med kommunalreformen blev der ændret i antallet af byrådspolitkere. Det presser de nuværende byrådspolitikere.

Luk video