Lokalpolitiet i Ringkøbing advarer mod tricktyve

Hos lokalpolitiet i Ringkøbing opfordrer de borgere til at være særligt opmærksomme på tricktyve, der er på spil i landsdelen.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Hos lokalpolitiet i Ringkøbing har de gennem nogle måneder oplevet, at flere borgere er blevet udsat for tricktyverier. De opfordrer derfor til øget opmærksomhed og agtpågivenhed.

Tricktyvene benytter sig af en metode, hvor de standser fortrinsvis ældre borgere og spørger om hjælp til at finde vej. Under samtalen lykkes de med at stjæle borgerens pung.

Klokken 11.50 onsdag gik det ud over en 69-årig kvinde fra Videbæk.  

- Her fulgte en kvindelig tricktyv efter hende hjem fra Brugsen, og her bad hun om hjælp til at taste en adresse ind på sin GPS. Mens den godtroende og intetanende 69-årige hjalp blev hun frastjålet sin pung, fortæller Kjeld Nedergaard fra Ringkøbing Politi.  

God grund til at være mistænksom

Tricktyven beskrives som en udenlandsk, tynd kvinde på 150-160 cm. Men politiet har en formodning om, at der er tale om flere tricktyve.

- Vi har haft mange episoder, hvor udlændinge spørger om vej til for eksempel et sygehus. Og derfor beder vi nu befolkningen om at være særligt opmærksomme på det her, lyder opfordringen fra Kjeld Nedergaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.  

Ifølge politiet så er der god grund til at være mistænksom, fordi tricktyvene ofte ikke har styr på fakta.

- Nogle spørger eksempelvis om vej til sygehuse, der for længst er lukket, eller også står de i Skjern og spørger om vej til en destination i Varde. Og så må man gerne blive lidt mistænksom, lyder opfordringen. 

Hvis man støder på det, man formoder kunne være tricktyve, så beder politiet om, at man eksempelvis noterer sig tyvenes registreringsnummer.