Radio24syv er fortid: Lokale radiostationer vinder ny DAB-kanal

Radio Loud tager ny radiokanal fra Radio24syv. Kanalen er en sammenslutning, hvor blandt andet to lokale radioer er med.

Over hele Danmark er der stor begejstring for Radio Limfjord. For stationen spiller Dansktop, og det tiltrækker alene på FM-signalet 55.000 ugentlige lyttere. Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Til manges store overraskelse bliver det ikke Radio24Syv, der får lov at sende på ny DAB-kanal.

Læs også Lokalradioer fra Ringkøbing og Mors kæmper om ny DAB-kanal

Det bliver i stedet den nye Radio Loud, som skal drive den nye DAB-radiokanal i fire år. Det har Radio- og tv-nævnet afgjort, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er en kreds bestående af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd, der har søgt om at få DAB-kanalen under navnet Radio Loud.

To af lokalstationerne er Radio Max, der har hjemme i Ringkøbing og Radio Limfjord, der sender fra Mors.

Hos Radio Max i Ringkøbing er nyheden netop landet. 

Det er skønt. Vi glæder os rigtig meget, men det bliver også en udfordring, for det er en ny måde vi skal lave radio på

Allan Josefsen, Chef, Radio Limfjord

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad, men jeg ved endnu ikke, hvad det indebærer, fortæller direktør Morten Krarup. 

Radioen har selv skudt penge i projektet, der vil satse på radio til unge. Direktøren har tidligere fortalt, at hvis Loud vandt udbuddet, så ville der hver uge blive produceret en til to udsendelser fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg tror, vi kan levere noget radio fra nogle provinsbyer i Danmark, som er noget andet end det Radio24syv leverer i dag. Og så vil Danmark få tre forskellige taleradioer; altså P1, der ikke laver ret meget for unge, Radio4 fra Århus, som vi ikke helt kender endnu, og så Loud, som bliver for de unge, lød det fra Morten Krarup Nielsen i april.

Radiochef: - Godt der bliver rusket lidt op i branchen

Også hos Radio Limfjord bliver nævnets afgørelse godt modtaget. Her er radiochef, Allan Josefsen, rigtig glad for nyheden.

- Det er skønt. Vi glæder os rigtig meget, men det bliver også en udfordring, for det er en ny måde vi skal lave radio på, fortæller han. 

- Jeg synes også, at det er godt, at den danske radiobranche bliver rusket lidt op, uddyber Allan Josefsen.

Det er planen, at Kulturradio Danmark A/S begynder at sende Radio Loud fra 1. april 2020. Med til kanalen følger 70 millioner kroner i årlig støtte i fire år.

- Vi vil fokusere på at lave radio til den unge målgruppe, og det er jeg sikker på, at vi nok skal lykkes med.

27:57

TV MIDTVEST har tidligere lavet et længere program om Radio Limfjord. Det kan ses her.

Luk video

Radio24syv lukker sandsynligvis

På Twitter har Radio24syvs programchef, Mads Brügger, reageret på afgørelsen ved at skrive:

- Radio24syv har tabt, efterfulgt af en kiste-emoji.

Også radioens direktør, Jørgen Ramskov, har reageret på afgørelsen. 

- Det er fuldstændig grotesk at være vidne til, men sådan er det. Vi sender indtil 31. oktober. Jeg ser på nogle folk, som selvfølgelig er kede af det, men som er klar til at give den gas, siger han til TV 2.

Udover Radio24syv og Loud var dk4-Radio også med i opløbet om at vinde udbuddet.

00:52

Radio Limfjord og Radio Max er med i et nyt selskab, der ligesom Radio24syv har budt på DAB-kanal.

Luk video