Idéer peger i alle retninger: Lokale planlægger Morsøs fremtid

Lokale hjælper lige nu til med at forme fremtidens Mors. Idéerne spænder vidt, og det er lige som det skal være, lyder det fra borgmester.

Snakken gik lystigt, da lokale morsingboer diskuterede øens fremtid. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Hvordan skal Mors se ud i år 2030?

Læs også God røv: Franskmænd har kåret Judee til verdens smukkeste ko

Det spørgsmål er lige nu oppe at vende på Mors, hvor kommunen forsøger at finde svaret ved at spørge morsingboerne selv.

På tre borgermesser får de lokale muligheden for at komme med input. Tilbuddet benyttede 50 personer sig af på det første møde.

- Jeg synes, vi har fået mange ting på blokken. Folk vil gerne snakke. Der er nogle gengangere, men der kommer også nye ting frem, siger deltager Tina Hosbond.

Idéerne peger i mange retninger

Emnerne spænder vidt. Fritidsaktiviteter, børn, unge og turisme er blandt andet på dagsordenen.

Læs også Søren utilfreds med lukning af Morsø Folkeblad: - Vi mister en stor del af identiteten

Idéerne peger i mange retninger, men det er helt som det skal være, lyder det fra borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen.

- Når vi spørger mange morsingboer, så får vi jo, heldigvis, mange gode idéer.

- Det her handler om at være på forkant. Nu vil vi have tegnet et billede af en kommende ø og være en del af det, lyder det fra Hans Ejner Bertelsen.

Hvad skal det ende ud i?

Hvad det hele skal ende ud i er endnu usikkert. Indtil videre vil kommunen lytte ihærdigt til borgernes forslag.

- Det kan godt være, det hele kan se lidt uoverskueligt ud nu her. Jeg er sikker på, at gode mennesker nok skal få det her til at blive et godt resultat, som vi kan bruge i det videre arbejde, siger Hans Ejner Bertelsen.

Den endelige plan for Morsøs fremtid skal være færdig til november.

01:45

I indslaget her kan du møde de idérige morsingboer. 

Luk video