Lokale læreruddannelser med fælles ledelse

Læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum får i fremtiden fælles ledelse. Det skal i sidste ende de studerende til gode.

Via University College
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum har altid været to af landsdelens største uddannelsesinstitutioner, og det vil de også være i fremtiden. Men noget bliver ændret. De to uddannelser, der hører under VIA University College, vil fromover samle ledelserne fra de to institutioner under samme tag.

Det skal ske for at fastholde uddannelserne lokalt, og det skal komme studerende, der ikke ønsker at flytte for at tage en videregående uddannelse, til gode. Det skriver VIA University College i en pressemeddelelse.

- Vi ønsker at skabe en stærkere udveksling mellem medarbejderne og lederne på VIAs læreruddannelser i Skive og Nørre Nissum. Ambitionen er at styrke den faglige-pædagogiske dialog og udvikling for på den måde at kompensere for, at de to uddannelsessteder ikke er placeret på en campus med flere uddannelser under samme tag. Det mener vi vil komme de studerende til godt, siger Erik Hygum, direktør i VIA Pædagogik & Samfund og fortsætter: 

- Det er nødvendigt at mobilisere og dele de eksisterende resurser på nye måder. Det gælder både for medarbejdere og ledere. I den kommende tid vil der være en dialog om, hvordan den nye ledelsesorganisering skal se ud.

Som flere af de videregående uddannelsesinstitutioner er VIA i gang med en forandringsproces, der skyldes finanslovens pålagte besparelser på to procent per år. Derfor lægger direktør Erik Hygum ikke skjul på, at en fælles leder for læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum også er en måde at udnytte ressourcerne til ledelse i VIA.