Lokale delikatesser samlet i Vemb

Lokale delikatesser samlet i Vemb

Igen i år er landsdelens allerlækreste delikatesser samlet på Nørre Vosborg i Vemb, når der i weekenden er fødevarefestival.

For anden gang på to år er der fødevarefestival på herregården Nørre Vosborg ved Vemb.
I de gamle staldbygninger er lokale producenter samlet, og her kan de alle vise deres delikate produkter frem i rigtig markedsstemning.

- Den stemning, der er her, er helt fantastisk. Jeg kan jo gå og lytte lidt til, hvad folk de går og snakker om, og det er bare glade mennesker, der er her, siger Sisse Hansen, Arrangør, Fødevarefestival

Den gode historie må gerne koste lidt ekstra
Det er både lokale og turister, som besøger Fødevarefestivalen, men det er det samme, de kommer for – nemlig de lokale speacialiteter. Og de, der kommer til Fødevarefestivalen, ved godt, at det koster lidt ekstra kroner at købe vare på den her måde. Men den pris betaler de gerne.

- De vil ud og have historien bag - hvorfor er det, at bacon her koster 80 kroner pakken? Jamen, det gør den, fordi det er produceret med nogle andre værdier, end det der ligger nede i køledisken. Så det er den her fortælling, gæsten gerne vil ud og høre, siger Jimi Kristensen, Arrangør, Fødevarefestival

En af dem, der gerne vil betale for den gode historie er Birthe Grønfeldt fra Silkeborg.

- Jeg har købt en krondyrspegepølse, som jeg smagte på - rigtig lækker. Og så har jeg købt en gedeost, som jeg også rigtig godt kunne lide, siger Birthe Grønfeldt, turist fra Silkeborg.

Fødevarefestivalen fortsætter på Nørre Vosborg søndag.