Lokal virksomhed bygger sygehus

Virksomheden Gustav H. Christensen fra Snejbjerg har vundet udbud på Gødstrup byggeri.

goedstrup_0.jpg

Entreprenørvirksomheden Gustav H. Christensen fra Snejbjerg ved Herning har vundet udbuddet på, at gøre grunden i Gødstrup klar til det nye supersygehus. I alt syv virksomheder var godkendt til at byde på projektet, men det var Gustav H. Christensen, der tilbød at løse opgaven til den bedste pris.

- Opgaven udgør en stor andel af vores årlige omsætning, og at få en opgave, i den størrelsesorden, der endda ligger blot to kilometer fra vores hovedkvarter er jo simpelthen genialt, siger Lars Kristensen medejer af Gustav H. Christensen.

Første deadline i november 2013

Byggeriet starter til september, og første etape løber frem til november 2013. Her skal der blandt andet laves terrænregulering, byggepladsveje, regnvandsbassiner og indhegning og beplantningsbælter. Der er stor tiltro til, at Snejbjergfirmaet kan løfte opgaven.

- Vi er overbeviste om, at vi er godt fra land såvel byggefagligt som økonomisk, siger hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Vest, Henning Vestergaard.