Lokal Røde Kors-afdeling fylder 75: - Jeg er bare så glad

En vestjysk Røde Kors-afdeling fejrer fredag 75 års jubilæum, og samtidig har de drevet genbrugsforretning i 40 år.

Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Jubilæet blev fejret med pindemadder og og champagne. Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Røde Kors har eksisteret i 150 år, og i halvdelen af den tid, har der været en afdeling i den gamle Egvad kommune.

Lokalafdelingen fejrer derfor 75-års jubilæum med fest på seniorgården for alle nuværende og tidligere frivillige på Seniorgården i Tarm.

 -Jeg er bare så glad. Jeg har glæder mig så meget til det her i dag. Det er bare en festdag for os, siger Hanne Haahr, Formand, Røde Kors Egvad.

Det er nogle driftige kvinder, holder liv i Røde Kors på disse kanter, og det er meget vigtigt med det lokale engagement ifølge Røde Kors’ generalsekretær.

01:17

Hanne Haahr fortæller nærmere om engagementet i butikken. 

Luk video

- For Røde Kors er de frivilliges engagement og lyst til at gøre en forskel helt afgørende. Derfor er det at hædre de frivillige noget af det allervigtigste, synes jeg, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

I Egvad-afdelingen er de også blandt de tre første afdelinger, som fik en genbrugsbutik.

Genbrug i 40 år

På Storegade i tarm skråt over for Bechs Hotel og ved siden af Laurids Køreskole og Dyrehandlen, Dyrenes Verden, ligger Røde Kors’ genbrugsbutik kilet ind.

Fredag var den røde løber rullet ud i anledning af 75-års jubilæet, men også genbrugsbutikken har noget at fejre. Det er nemlig også jubilæumsår i butikken, som dog må ”nøjes” med at runde 40 år.

- Det er jo helt fantastisk, at vi havde sådan en idérig kvinde, som kom og foreslog Røde Kors, at vi skulle starte en genbrugsbutik. Det har været fantastisk på mange måder – det har givet en god økonomi til det, vi vil lokalt og til nød ude i verden, siger Hanne Haahr, som er formand i den lokale Røde Kors-afdeling.

- Vi nyder, at vi kan fejre det, folk har bygget op før os. Vi har i dag mange dygtige folk i butikken – det er jo et firma, de driver her i deres pensionisttilværelse, slutter hun.

Læs også Blev samarit som 14-årig: Nu får han Dronningens emblem

Sidste år hjalp Røde Kors 31.000 danskere, og Røde Kors butikkerne er hele den økonomiske forudsætning for det arbejde, som de udfører.

- Jeg synes, det viser noget om, hvor bæredygtig idéen om genbrug i Røde Kors er. Det er noget, som er med til at gøre en stor forskel. Jeg tror ikke, vi havde forestillet os det eventyr for 40 år siden, siger Anders Ladekarl.

For at fejre jubilæet havde butikken i dag halv pris på alle varer.

Den røde løber var rullet ud i anledning af jubilæet. Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST