Lokal MF'er tog munden for fuld

Simon Kollerup (S) kom på Facebook til at love sine følgere en smule mere, end han kunne holde.

Simon_Kollerup_0_0.jpg

- JEG GIR EN RUNDVISNING!

Sådan skrev folketingsmedlemmet fra Thy søndag aften på sin facebookside.

Med sit opslag opfordrede han alle thy- og morsingboer, der ferierer i København, til at lægge vejen forbi Christiansborg, hvor han gerne giver en rundvisning.

Men idéen blev mødt med så stor interesse, at han få timer efter måtte trække stikket:

- Kære alle. Min lille rundvisningsidé (se tidligere opslag) har fået en helt overvældende modtagelse, og jeg må desværre allerede lukke for flere tilmeldinger, skrev Simon Kollerup til sine facebookvenner.

I alt nåede 64 interesserede at tilmelde sig, og det betyder, at folketingspolitikeren må lave to rundvisninger. Men det tager han med et smil.

- Jeg glæder mig meget til at se alle, som er meldt til - og jeg vil helt sikkert lave konceptet her igen. Tusind tak for den flotte, flotte modtagelse, lyder det fra socialdemokraten.

Rundvisningerne finder sted på onsdag, og flere midt- og vestjyder har allerede erklæret, at de gerne vil med, når dørene igen bliver åbnet.

Om Simon Kollerup igen vil turde annoncere det på Facebook må tiden vise!