Lokal folketingskandidat kædes sammen med ulvedrab

Lokal folketingskandidat for Liberal Alliance, Steffen Troldtoft, kædes af DR sammen med ulvedrabet ved Ulfborg. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Steffen Troldtoft ønsker ikke at kommentere ulvedrabet eller det faktum, at DR kæder ham sammen med sagen. Foto: TV 2

Steffen Troldtoft er landmand i Ulfborg. Han er folketingskandidat for Liberal Alliance. Og så er han manden, der ejer den mark, hvor en ung hunulv i for to uger siden blev skudt og dræbt. 

Det fortalte DR søndag aften, hvor de også kunne vise optagelser fra ulvedrabet og vise, at Steffen Troldtoft selv var til stede, da skuddet blev affyret fra en parkeret bil på marken øst for Ulfborg. Steffen Troldtoft skal angiveligt have siddet i den traktor, der kørte nogle få hundrede meter derfra. 

00:48

De Konservative vil nu have folketinget til at ophæve fredningen af ulven, så det bliver tilladt at skyde den

Luk video

Sigtede er nærtstående familiemedlem

Og ifølge DR er den 66-årige mand, der sigtet for at have skudt det fredede dyr mandag den 16. april, et nærtstående familiemedlem til Steffen Troldtoft.

Læs også Meningsmåling: Ulven har flest venner i øst og flest fjender i vest

TV MIDTVEST har derfor været i kontakt med Steffen Troldtoft og spurgt, hvordan han forholder sig til de optagelser, der må formodes at dokumentere et ulvedrab på hans ejendom.

Men han har ingen kommentarer til sagen, oplyser han. 

Læs også "Han skød den kraftedeme" - video viser ulvedrabet

"Vi risikerer selvtægt"

Steffen Troldtoft har dog tidligere udtalt sig kritisk i forhold til ulven.

I januar brugte han i et Facebook-opslag problemerne med ulve som en direkte anledning til at stemme på ham ved et kommende folketingsvalg. 

I en artikel i Landbrugsavisen har Liberal Alliance-politikeren blandt andet efterlyst klarere retningslinjer for regulering af det, han kalder problemulve. 

04:11

En hunulv er blevet dræbt af skud på en mark ved Ulfborg

Luk video

- Uden et klart regelsæt med balance mellem hensynet til ulven og de mennesker og dyrehold, den lever i nærheden af, risikerer vi selvtægt. Her kan der i højere grad være tvivl om, hvorvidt det er problemdyrene, som rammes, lød det i juni sidste år fra Steffen Troldtoft til Landbrugsavisen.

Men selvom Steffen Troldtoft ifølge DR var til stede på marken den 16. april, da den 66-årige mand skød og dræbte en ulv, så vil Steffen Troldtoft altså ikke kommentere sagen. Den 66-årige mand nægter sig i øvrigt skyldig. 

Læs også Ulv skudt ved Ulfborg: En mand anholdt