Lokal FOA-formand holder vejret: - Det bliver en afgørende dag

​Hos FOA i Herning er man ikke i tvivl om, at onsdagens overenskomstforhandlinger bliver vitale for den videre udvikling i sagen.

FOAs lokalformand i Herning, Marianne Højlund Christensen, har en blandet fornemmelse i maven omkring onsdagens overenskomstforhandlinger. Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Det absolutte slutspil i overenskomstforhandlingerne på det kommunale område er i gang, når topforhandlerne onsdag sidder i møde hele dagen for at få en aftale på plads.

Læs også Topforhandler er langt fra sikker på at undgå konflikt

De største stridspunkter i forhandlingerne er fortsat lønrammen, spørgsmålet om den betalte frokostpause og lærernes arbejdstid.

FOAs lokalformand i Herning, Marianne Højlund Christensen, følger udviklingen tæt med blandede fornemmelser.

- Det bliver en afgørende dag. Det er i dag, forligsmanden vil vurdere, om der er mulighed for at finde en løsning på situationen, som i høj grad er kørt helt op.

- Jeg håber, det lykkes at finde et forlig, så der kan laves et samlet forslag, som kan blive sendt til afstemning, så medlemmerne kan få mulighed for at tage stilling, siger Marianne Højlund Christensen.

Lønnen bliver altafgørende

Forligsmanden har allerede udskudt en eventuel konflikt i to uger, og dermed kan der tidligst udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april.

Parterne står dog fortsat et stykke fra hinanden, og derfor holder de vejret ude i de enkelte kommuner.

- Vi hører, at forhandlingerne er svære, og at det er en svær situation. Det helt afgørende er, at arbejdsgiverne rykker sig på løndelen, forklarer Marianne Højlund Christensen.

Forhandlingerne foregår i København.

00:39

Lokalformanden hos FOA Herning, Marianne Højlund Christensen, er spændt på udfaldet i onsdagens forhandlinger.

Luk video

Læs også Forligsmanden indkalder til nye forhandlinger