Lokal delikatesse får stor opmærksomhed – hel festival dedikeret til den

Hvide Sande-rejen skal gøres mere kendt blandt danskerne. Derfor har den lille delikatesse fået dedikeret en hel festival til sig.

Der var smagsprøver i lange baner til rejefestivalen.
Der var smagsprøver i lange baner til rejefestivalen.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Den er måske lille, men den er stor i smagen.

Sådan beskriver de lokale det, de har valgt at sætte fokus på. En charmeoffensiv for Hvide Sande-rejen.

- Det er fordi, vi gerne vil have, at der er flere danskere, der får øjnene op for, hvordan den her Hvide Sandereje smager. Den er jo ikke så kendt her i Danmark. Men vi håber, at vi kan være med til at brede budskabet, så danskerne begynder at gå ned til forskellige fiskehandlere og spørger, om de ikke kan købe Hvide Sande-rejer, siger Ebbe Stenberg Jensen, der er fisker i Hvide Sande.

Rejefiskerne i Hvide Sande har derfor arrangeret rejefestival på byens havn, hvor besøgende gratis kan komme ned og få en smagsprøve.

Åbent skib

Til rejefestivalen er det også muligt at komme ombord på en af de kuttere, der fanger rejer.

Og det er der mange, der har benyttet sig.

- Der er mange andre ting, der kan opleves i Hvide Sande, og så kan man jo slå to fluer med et smæk, siger Ebbe Stenberg Jensen.

”Knaldhamrende god vare”

Fiskerne er ikke i tvivl om, hvordan Hvide Sande-rejen skal beskrives. Det er en knaldhamrende god vare, siger Niels Henrik Bøndergaard og uddyber:

- Det her er jo ægte kvalitetsrejer. Hvide Sanderejer er nemme at pille, det er de. Og så lige med et stykke brød til også. Så får du det simpelthen ikke bedre.

Selvom fiskerne selv synes, at de har et godt produkt, så har dem, der ville smage på dem til rejefestivalen, været skeptiske.

- Nogle er lidt skeptiske, når de kommer herop. Men når man så står her i et stykke tid, så kan man jo godt se, at de kommer flere gange. Så de kan godt lide den. Det kan de, siger Niels Henrik Bøndergaard.

Rejefestivalen i Hvide Sande er ikke slut. På fredag er det igen muligt at opleve rejefestivalen fra klokken 12.00 til 15.00.

1:25
De lokale fiskere promoverer den lille Hvide Sande-reje.