Loge skal fastholde mænd på sygeplejeskolen

Kun få mænd kaster sig ud i den kvindedominerede uddannelse til sygeplejerske, og mange af dem dropper ud igen. Det vil de gøre noget ved i Holstebro.

Det er 50 år siden, at den første mandlige sygeplejerske blev uddannet i Danmark. I øjeblikket er der 2.448 studerende på VIAs sygeplejerskeuddannelse og kun fire procent af dem er mænd. Ifølge VIA dropper hele 30 procent af mændene på en årgang ud. Derfor vil de på sygeplejerske-uddannelsen i Holstebro gøre noget ekstra for at fastholde mændene.

Mændene har fået deres egen loge, som skal fungere som et fristed, hvor de kan mødes og gøre mande-ting uden indblanding fra kvinder.

Logen er både til faglige og sociale arrangementer for de mandlige studerende. Ledelsen på sygeplejeskolen bakker økonomisk op om mandelogen, fordi ønsket om at mindske frafaldet er stort.

Kvinderne har et frafald på 19 procent.