Logan: Danmark er mit andet hjemland

Sangeren Johnny Logan har mange trofaste fans i Danmark. Lørdag gav han koncert ved Tange Sø Folk Festival.

Johnny Logan på scenen ved Tange Sø Folk Festival
Johnny Logan på scenen ved Tange Sø Folk Festival

I 80'erne vandt han det Internationale Melodi Grand Prix to gange. I år spiller han cirka 25 gange i Danmark. Lørdag var det Tange Sø Folk Festival, der fik besøg af den irske sanger.

- Danmark er blevet mit andet hjemland. Alle i mit orkester er danskere, jeg elsker at være her, publikum er fantastiske og så er jeg heldigvis populær her, siger Johnny Logan til TV MIDTVEST.

Især har Logan en større fanskare blandt kvinder. Mange af dem var også mødt op til koncerten ved Tange Sø.

- Han kan et eller andet på den scene, som gør at han får alle folk med. Så man har bare lyst til at danse, synge og være rigtigt glad, fortæller Joan Steenfeldt, der har taget turen fra Randers sammen med sin veninde.

Johnny Logan vandt Grand Prix'et i 1980 med sangen: "What's another year". Og syv år senere stod han øverst på sejrsskamlem med "Hold me now".

- De sidste fire år har jeg været til mange koncerter med Johnny Logan. Det gik i blodet, tror jeg. Og så synger han jo bare hamrende godt og ser også lidt halvgodt ud, siger Inger Margrethe Holm fra Holstebro.

Og hovepersonen selv er da godt med på, at han appellerer til en hel særlig del af publikum.

- Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg tager alle former for opmærksomhed med. Og der er en masse attraktive kvinder, der kommer til mine koncerter. Tak!, siger Johnny Logan bag scenen ved Tange Sø inden han kører videre mod næste koncert på Sjælland.

Det er i øvrigt 10. år i træk, der er folkfestival ved Tange Sø.