Løn-kaos i kommune: Sosu får efterbetalt 125.000 kroner

Lemvig Kommune har år efter år begået den ene brøler efter den anden på de ansattes lønsedler.

År efter år har Lemvig Kommune lavet graverende fejl i udregningen af de ansattes løn. Sidste år var der ni sager for plejeansatte i Lemvig.

I den seneste sag er en omsorgshjælper på en døgninstitution i Lemvig Kommune blevet snydt for løntillæg, der over fem år løb op i 137.000 kroner. Det skriver Avisen.dk.
    
- Jeg har aldrig oplevet så graverende fejl i en enkelt lønsag tidligere. Sidste år havde jeg en håndfuld sager, hvor vi hentede omkring 210.000 kroner hjem alt i alt til efterbetaling. Den her sag er kæmpestor og et svigt fra kommunen. Jeg har aldrig tidligere oplevet så graverende fejl i en enkelt lønsag, siger formanden for FOA's social- og sundhedsudvalg i Holstebro, Tanja Nielsen, til Avisen.dk.
    
Når omsorgshjælper Jette Pedersen tog ekstra nattevagter på den døgninstitution, hvor hun arbejdede med voksne handicappede, fik hun ikke alle tillæg, og lige så ofte smuttede tillægget for at arbejde på helligdagene.
    
Jette Pedersen havde ingen anelse om, at kommunen snød hende, men tænkte, at hun da godt kunne troppe op med et par lønsedler til den løntjek-kampagne, som FOA lige nu kører sammen med resten af LO- og FTF-fagbevægelsen. Og det er hun glad for i dag.
    
- Jeg er helt uforstående overfor, at man kan arbejde i det offentlige og så ikke få udbetalt den løn, som man har knoklet for. Jeg er måske godtroende og naiv, men jeg troede selvfølgelig, at jeg fik det jeg skulle i løn hver måned, siger hun til Avisen.dk.
    
FOA's lokalafdeling har netop indgået forlig med Lemvig kommune i løbet af denne uge, så Jette Pedersen får efterbetalt 125.000 kroner plus pension og ferie.
    
- Det forlig er vi rigtig godt tilfredse med og har arbejdet ihærdigt på et stykke tid. Der er så mange fejl og brud på overenskomsten, at det er helt utroligt. Og når man så tænker på, at omsorgshjælpere i forvejen hører til de lavtlønnede, er det endnu mere grelt, siger FOA's sektorformand til Avisen.dk.
    
I Lemvig kommune har viceborgmester og formand for arbejdsmarkedsudvalget Kenneth Bro røde ører over, at de kommunalt ansatte ikke kan stole 100 procent på, at deres lønudbetaling passer.
    
- Det er særdeles uheldigt, at der kan forekomme fejl og så i den størrelsesorden, og det er godt, at fagforeningen har opdaget fejlen, så vi kan rette op på den, siger Kenneth Bro til Avisen.dk.
    
Viceborgmesteren forklarer, at kommunen har en god dialog med FOA og nu er i gang med at gennemgå alle lønudbetalinger inden for bestemte sektorer for at se, om der gemmer sig flere fejl.