Løkke ser mulig tilbagegang i antal V-borgmestre

Statsministeren har høje ambitioner før kommunalvalget, men indser også, at Venstre kan tabe borgmesterposter.

Ved seneste kommunalvalg fik venstre en fjerdedel af stemmerne men cirka halvdelen af borgmesterposterne.
Ved seneste kommunalvalg fik venstre en fjerdedel af stemmerne men cirka halvdelen af borgmesterposterne.

Venstres formand har høje ambitioner forud for valget, men indser også, at partiet risikerer at miste borgmesterposter.
    
- Der er ingen tvivl om, at Venstre ved sidste valg var ualmindeligt heldige eller dygtige i forhold til konstitueringer, påpeger Lars Løkke Rasmussen.
    
Med lidt mere end en fjerdedel af stemmerne fik Venstre cirka halvdelen af borgmesterposterne.
    
- Det, kan man ikke regne med, sker igen. Går man tilbage i historikken, vil man også kunne se andre valg, hvor Venstre har fået noget nær den samme opbakning som sidste gang, men meget færre borgmestre.
    
- Det er en svær disciplin, så at spå om hvor mange borgmesterposter Venstre får, kan jeg ikke, men jeg håber på det bedst mulige resultat, siger Lars Løkke Rasmussen. 

Udlændinge i job

Han håber, at de kommende ugers valgkamp blandt andet kommer til at handle om, hvordan nytilkomne i Danmark kommer i arbejde.
    
- Der er masser uenighed om, hvilken udlændingepolitik der skal føres på Christiansborg.
    
- Når jeg kommer ud i landet, så møder jeg danskere, der siger, at når man er kommet til landet, så skal man også arbejde og tjene sine egne penge.
    
- Hele dagsorden om at flytte folk fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet er meget vigtig, og det vil jeg gerne appellere til, at Venstres kandidater kæmper hårdt for, siger statsministeren.

Her i landsdelen er der lige nu venstreborgmester i Herning, Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Struer, Morsø, Silkeborg, Skive og Ikast-Brande. I Thisted satte venstre sig også på borgmesterposten efter seneste kommunalvalg, men siden har borgmester Lene Kjelgaard skiftet til konservative.
    
Kommunal- og regionsrådsvalget finder sted 21. november.