Ib Bjerregaard: Løkke har ikke lyttet til sit bagland

Flere medier har i dag erfaret, at regeringen vil nedlægge regionsrådene. Regionsrådsmedlem kritiserer partiformand for ikke at have lyttet til sit bagland.

Ib Bjerregaard, regionsrådsmedlem for venstre i Viborg, frygter en nedlæggelse af regionsrådene.
Ib Bjerregaard, regionsrådsmedlem for venstre i Viborg, frygter en nedlæggelse af regionsrådene.
Foto: Karsten Mortsensen

Onsdag fremlægger statsministeren det længeventede sundhedsudspil, og i dag har flere medier erfaret, at regeringen vil nedlægge regionsrådene.

- Jeg har svært ved at tro det, men bliver det sådan, så har Lars Løkke i hvert fald ikke lyttet til det bagland, som jeg har mødt her i Viborg og Vestjylland, siger Ib Bjerregaard, som er regionsrådsmedlem for venstre i Region Midtjylland.

Fra de to regeringspartier Liberal Alliance og Konservative har der længe været et ønske om at nedlægge regionsrådene. Men i venstres bagland har der været stor modstand mod at nedlægge regionsrådene, og dermed de folkevalgte regionsrådspolitikere.

Men nu ser det altså ud til, at holdningen – i hvert fald i folketinget – er vendt.

- Det har jeg det ærgerligt med, siger Ib Bjerregaard.

- Jeg synes, at man i et parti skal lytte til rødderne også.

Hvad kan det komme til at betyde for Venstre, at man går til valg på at nedlægge regionerne?

- Det er svært at vurdere på landsplan. Her i Region Midtjylland synes jeg, at tingene fungerer, så jeg tror, at det kommer til at koste venstre stemmer. Om det så kan give stemmer i København, det kan jeg ikke vurdere, siger han.

0:52
Regeringens forventede nedlæggelse af regionsrådene møder kritik fra flere sider. Blandt andet fra regionsrådformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau, (S).