TV MIDTVEST

Løbsdeltager: Det er alle pengene værd

Niels Erik Bundgaard samler penge ind til Kirkens Korshær og Ventilen i Viborg. Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Niels Erik Bundgaard deltager for andet år i træk til 24 timers løbet i Viborg. Her samler han sammen med et hold penge ind til Kirkens Korshær og Ventilen i Viborg.

I det her døgn løber mere end 3000 deltagere rundt om Søndersø i Viborg. De er med til det årlige 24 timers løb, hvor man enten kan være med som singleløber eller som hold.

En af dem, der deltager, er Niels Erik Bundgaard. Han stiller op med et hold på 23 mand i alle aldersgrupper. De samler penge ind til den frivillige organisation Ventilen og Kirkens Korshærs varmestue i Viborg.

- Vi har valgt at lave hold her til 24 timers løbet for at samle ind til Kirkens Korshærs varmestue i Viborg og Ventilen i Viborg, siger Niels Erik Bundgaard, som er indehaver af Bundgaard Begravelse.

Det er andet år, at Niels Erik Bundgaard og hans hold stiller op. Sidste år samlede de også ind til Kirkens Korshær, og reaktionen fra modtagerne vækker varme hos Niels Erik Bundgaard.

- Det er en rigtig skøn fornemmelse. Sidste år afleverede vi godt 33.000 til Kirkens Korshærs varmestue. Og det var simpelthen alle pengene værd, siger Niels Erik Bundgaard.

Holdet har allieret sig med nogle sponsorer, og for hver runde de løber, tjener de 750 kroner. I år er håbet, at de kan løbe 48 eller 49, så de kan samle flere penge ind end sidste år.  

- Vi håber, vi kan løbe omkring 40.000 kroner ind, så vi kan give 20.000 kroner til hvert sted, siger Niels Erik Bundgaard.