Nabo efterlyser vildthegn ved motorvej

Jens Have mener kun, at det er et spørgsmål om tid, før der sker alvorlige ulykker på motorvejen på grund af påkørsler af vildt.

Jens Have har selv set adskillige rådyr og krondyr krydse motorvejen ved Holstebro. Han efterlyser derfor et vildthegn på strækningen. Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

De sidste fem-seks kilometer af den nye motorvej til Holstebro har ikke fået opsat vildthegn, der kan forhindre vildtet i at krydse vejen. Det kritiserer Jens Have fra Mejrup, der optæller agerhøns og jævnligt observerer vildt i området omkring det sidste stykke af motorvejen.

Jeg frygter, at der kommer mennesker til skade ved det her.

Jens Have, pensionist og vildtinteresseret

- Vi har masser af vildt herude på markerne, der krydser frem og tilbage. Bare på en dag talte jeg over 20 rådyr og et krondyr, der krydsede motorvejen. Det er livsfarligt for dyrende, og det skaber jo en frygtelig ravage på motorvejen og er meget farligt, siger han.

Læs også Kedelig rekord: Flest påkørsler af hjortevildt i Region Midtjylland

Ifølge Jens Have har der været flere påkørsler af vildt på strækningen. Han har for tre måneder siden skrevet til Vejdirektoratet med sin bekymring, men han har ikke fået svar.

- Der sker ulykker, og der er allerede på nuværende tidspunkt kørt seks rådyr over på bare tre måneder, og det bliver jo meget værre, når brunsttiden kommer, fastslår han.

- Der mangler vildthegn hele vejen fra Viborgvej og til motorvejen slutter. Det er næsten det eneste sted hele vejen fra Herning, at der ikke er vildthegn oppe, siger han. 

Vejdirektoratet: Vi kigger på sagen

Ifølge projektchef ved Vejdirektoratet, Janie Winther Ipsen, tager de henvendelsen alvorligt og arbejder på at få et overblik over hvor mange uheld, der har været på strækningen indtil nu.

- Den henvendelse, vi har fået, vil vi selvfølgelig tage til efterretning, og vi vil gennem vejhjælp og schweiss-registret forsøge at få et overblik, hvor mange dyr, der er blevet påkørt, siger hun.

Læs også Sæson for vildt: Hverdagen er konstant udfordrende

Hun fortæller, at Vejdirektoratet er opmærksomme på strækningen, men først havde planer om at vurdere behovet for et vildthegn tidligst et år efter indvielsen. Altså om ni måneder.

- Vi vurderer på trafiktal, og hvordan er naturen omkring motorvejen. Hvordan er spredningskorridorerne, og har vi skovområder omkring. Og det er på baggrund af den vurdering, vi træffer vores beslutning om vildthegn, og der har vi vurderet, at strækningen fra Mejrup til Hjermvej ikke havde  behov for vildthegn, men vi vil selvfølgelig tage den her henvendelse til efterretning og kigge på forholdene igen, siger projektlederen.

Læs også Holstebromotorvejen: Så meget aflaster den nye motorvej trafikken

Ikke godt nok

Ifølge Jens Have er et vildthegn den helt rigtige løsning, og det kan kun gå for langsomt med at få det sat op, inden der sker alvorlige uheld forårsaget af vildt på motorvejen.  

- Jeg har set, hvordan de krydser om dagen. Hvis der kommer vildthegn op, vil de følge det og gå over lige omkring Viborgvej, og der kører folk ikke så stærkt, og der er en rundkørsel til at sænke hastigheden, siger han. 

Indtil videre må han dog væbne sig med tilmodighed.  

- Nu følger vi op på antallet af påkørsler, og så laver vi en ny vurdering ud fra de oplysninger, fastslår Janie Winther Ipsen.