Lodsejer taber strid om gnavende bævere

Lodsejeren var træt af, at bævere havde gnavet i hans træer. Han lagde sag an, men tabte.

Det var Naturstyrelsen, der i 1999 slap bæverne løs i Klosterheden for at lave naturpleje, og derfor må staten betale for de skader, bæverne har lavet på hans ejendom, mener Find Andersen-Fruedahl.
Det var Naturstyrelsen, der i 1999 slap bæverne løs i Klosterheden for at lave naturpleje, og derfor må staten betale for de skader, bæverne har lavet på hans ejendom, mener Find Andersen-Fruedahl.
Foto: Jens Nørgaard Larsen - SCANPIX

En strid om en flok gnavende bævere har fredag nået sit foreløbige punktum.
    
Ved Retten i Holstebro har lodsejer Find Andersen-Fruedahl tabt en civilsag til Miljøstyrelsen. Han havde ellers lagt sag an, fordi bæverne havde sat tænder i træerne på hans ejendom, der ligger mellem Holstebro og Lemvig.
    
Han krævede mellem 200.000 og 300.000 kroner af Miljøstyrelsen, som kompensation for de træer og søer, som bæverne har skadet.
    
Men Retten i Holstebro frifinder altså myndighederne.
    
I stedet skal Find Andersen-Fruedahl betale sagsomkostningerne og 30.000 kroner til Miljøstyrelsen.
    
I afgørelsen blev der lagt vægt på, at Miljøstyrelsen har afhjulpet skader på Find Andersen-Fruedahls ejendom i det omfang, han har bedt om det.
    
Det er første gang, at erstatninger for vilde dyrs skader er blevet behandlet i en dansk retssal.
    
De oprindeligt udsatte 18 bævere, som skulle skabe en mere rig natur, er vokset til en bestand på op mod 200.
    
Find Andersen-Fruedahl fortæller til TV2 News, at han er alt andet end tilfreds over afgørelsen.
    
Men overrasket - det er han ikke.
    
- Der sidder for mange embedsfolk rundtomkring, og så er der os små folk, der bare skal gøre, hvad der bliver sagt, siger han.
    
Han tilføjer, at han sammen med sin advokat nu vil drøfte, om sagen skal ankes til landsretten. Umiddelbart virker Find Andersen-Fruedahl mest klar på at tage sagen videre.
    
- For det her kan ikke være rigtigt, siger han til TV2 News.
    
I 1999 indsatte myndighederne de 18 importerede bævere i Klosterheden Statsskovdistrikt.
    
Og de har gjort deres arbejde, sådan som de skulle, har Morten Elmeros, seniorrådgiver på Bioscience ved Aarhus Universitet, tidligere fortalt Ritzau.
    
 - Bæverne har gjort præcis dét, man bad dem om og skabt mere liv i de vandløb, hvor de lever. Deres dæmninger skaber mere stillestående og lavt vand, som mange arter foretrækker at leve i, lød det.

/ritzau/