Lodsejer saboterer anlægsarbejde

En lodsejer forhindrede mandag et helt el-anlægsarbejde ved Tjele. Manden føler sig uretfærdigt behandlet af firmaet bag projektet.

blokadebilroer.jpg

En 30 mand stor arbejdsstyrke måtte mandag indstille deres arbejde med at nedgrave en stærkstrømsledning i Tjele. En lodsejer mente, at selskabet havde overskredet fristen for gravearbejdet.

- Alt hvad vi har planlagt at skulle lave i dag, det er en ommer. Så der er rigtigt mange mennesker der er gået i stå i deres arbejde, siger Jan Kristiansen, der er tilsynsførende for selskabet.

Tidsfristen overskredet

Som en del af aftalen om at grave stærkstrømsledningen ned, hjælper elselskabet lodejeren til at komme til og fra sit hjem, ved at løfte den ton-tunge kabel med en kran. Men mandag morgen stoppede lodsejeren bilen under ledningen, og forlod den i protest.

- Jeg mener ikke, at der er indgået nogen aftale mellem selskabet og lodsejerne omkring anvendelse af vejen længere. Så jeg mener det er energinet.dk og ikke jeg, der har et problem, hvis arbejdet ikke kan gennemføres, siger lodsejer Finn Kjærgaard.

Elforbindelsen går fra Tjele til Kristiansand i Norge. Den strækker sig over 90 km dansk jord, og berører derfor mange lodsejere. Selskabet afviser at de har overskredet tidsfristen.

- Vi har været i gang i nogle år, vi har ca. 250 lodsejere og vi har aldrig oplevet lignende problemer, siger Steen Rasmussen, der er seniorkonsulent ved Energinet.dk