LO-formand om mangel på praktikpladser: Tag nu et ansvar

Arbejdsgiverne mangler rettidig omhu, når det gælder lærlinge og elever, mener Lizette Risgaard.

1:54
- I kan ikke være det bekendt, sagde Lizette Risgaard til arbejdsgiverne. Se et uddrag af hendes tale her.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

LOs formand Lizette Risgaard skød med skarpt mod arbejdsgiverne og opfordrede dem til at tage flere elever og lærlinge, da hun tirsdag holdt 1. maj-tale hos 3F Midtjylland i Herning.

- Der mangler mere end 10.000 praktikpladser til de unge stadigvæk. Og ærlig talt, det kan arbejdsgiverne ikke være bekendt, sagde hun.

Flere virksomheder i det midt- og vestjyske har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og Lizette Risgaard pegede på, at både arbejdsgiverne og lønmodtagere skal være med til at løse problemet.

- Men det er er jer, der har ledelsesretten. Det er jer, der kan åbne døren. Kom nu i gang. 

- Hvad er det arbejdsgiverne siger? De siger, at de mangler faglært arbejdskraft. Jamen hvorfor har de så ikke uddannet nogle flere, mens tid er. Rettidig omhu, rettidig omhu... nå, men det har de så ikke, lød det fra LO-formanden. 

 
 
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Hun undrede sig samtidig over, at der ikke bliver oprettet flere praktikpladser nu, hvor der for alvor er gang i hjulene. 

- Når det ikke går så godt, så siger man, at man ikke har råd til at tage elever og lærlinge. Og når det går godt, som det går nu, så har man ikke tid til det. Men kære venner, det holder jo ikke.