Livsfarlige huller i vejen

Vejene i det midt- og vestjyske er mange steder i så dårlig stand, at borgerne mener, det kan være farligt. (Foto: Linda Rinde Petersen)

vej_0_type1.jpg

Rigtig mange er rigtig trætte af, at der er huller i de midt- og vestjyske veje. Det fremgår af vores Facebook-side, hvor flere beskriver, at slidte veje er til fare for trafikken.

- Jeg har ringet til teknisk forvaltning i Herning op til flere gange angående Parkalle og cykelstierne i Vildbjerg, da det er en mareridt at cykle/køre der. De siger hver gang, at de vil køre ud at se på det og lappe de største huller, MEN intet er sket, skriver Gitte Bang Olesen på Facebook.

Flere andre er enige i, at netop Parkallé i Vildbjerg er i en skidt forfatning:

- Parkallé i Vildbjerg er som at køre på et vaskebræt! Nu har de så sat et skilt op om "ujævn vej", skriver Peter Larsen, mens Anna Kristensen skriver:

- Parkallé i Vildbjerg er slem at køre på, men for os, der bor der, er det en daglig plage med støj og rystelser oveni.

Men bl.a. Tjørring Hovedgade, Møborgkirkevej i Lemvig og Hjelmvej i Sevel (hvor artiklens billede er fra) bliver på vores Facebookside også udråbt som rigtig ringe veje.

Kan være farligt

På landsplan er 11.000 kilometer kommuneveje fyldt med huller. Vejene betegnes som værende "under et acceptabelt niveau", skriver Fagbladet Ingeniøren.

Men nu, da vi er på vej mod mørke tider, kan de ujævne veje være til fare for især cyklisterne, mener de hos Cyklistforbundet:

- Hvis man kommer forbi et sted, hvor der er et hul i vejen, kan det være, at man kommer ned i et hul og mister overblikket eller balancen i et øjeblik. Og så vælter man måske, eller man kommer til at støde til nogen andre. På den måde er det jo farligt.

Sådan lyder meldingen fra forbundets landsformand, Jette Gotsche.

Du kan se meget mere om de problematiske vejforhold i vores udsendelse kl. 19:30!