Livreddere skal passe på spejdere

TrygFondens specialuddannede kystlivreddere skal passe på de mange spejdere, der vil bade på Thorsminde Strand under Spejdernes Lejr i Holstebro.

Livreddere_paa_rescue_boards.jpg

Vejret i uge 30 bliver forhåbentligt så godt, at mange af de 35.000 deltagere i Spejdernes Lejr får brug for en dukkert. Thorsminde Strand ved vestkysten er et oplagt sted at få dyppet kroppen, og for første gang nogensinde vil TrygFondens specialuddannede kystlivreddere være til stede, for at passe på de mange badegæster.

- Vestkysten har nogle af Danmarks smukkeste strande, og samtidig er de kendt for lumske revlehuller, voldsomme bølger og et uforudsigeligt tidevand. Vi har 14 års erfaring med at passe på badegæsterne ved Vesterhavet, og derfor vil vi gerne gøre vores til, at spejdernes badeture kan blive mere trygge, siger Erik Bech, som er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Spejdere er dygtige

TrygFonden forventer dog, at ugen kan forløbe i nogenlunde fred og fordragelighed.

- Spejdere ved i forvejen meget om, hvordan man tager vare på sig selv og sine medmennesker, og vi har alle forventninger om, at de kan være med til at udbrede livredderkulturen i Danmark, siger Erik Bech.

Trygfondens kystlivreddere vil være tilstede på stranden fra klokken 9:00 til 16:00.