Livreddere i Søndervig redder to tyskere

To tyskere var tæt på at drukne, da de torsdag eftermiddag blev fanget i strømmen i et revlehul ved Søndervig.

Det var vidner, der ved 14-tiden alarmerede livredderne på stranden i Søndervig, da de torsdag eftermiddag så to personer komme i havsnød. Det var en gruppe tyskere, der badede uden for det afmærkede område og dermed også uden for livreddernes synsvinkel. De to tyskere havde først reddet to teenagepiger, der var i havsnød, men efter at have hjulpet dem, kom de to mænd selv i fare.

Fanget i revlehul

Livredderne tog deres båd ud til de to tyskere og reddede dem i land. De var blevet fanget i et revlehul, og kunne ikke selv redde sig i land.

- De har det okay nu, og de har været forbi med kage til os livreddere som tak for hjælpen, fortæller Henrik Majdal Kaarsholm, der er livredder i Søndervig.

Efter redningsaktionen tog livredderne tilbage til revlehullet og testede strømmen. Den var så kraftig, at selv ikke livredderne kunne klare strømmen. De opfordrer badegæsterne til kun at bade inden for det afmærkede område.

Læs mere om revlehuller her.