LIVE: Venstre vælger borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern

LIVE: Venstre vælger borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern

Op mod 1000 Venstre-medlemmer er her til aften mødt op i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter for at vælge partiets nye borgmesterkandidat.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og op mod 1000 Venstre-medlemmer er i aften mødt op for at vælge partiets nye borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I oktober sidste år medelte den nuværende borgmester Iver Enevoldsen, at han ikke genopstillede. Derfor skal Venstre nu finde en ny borgmesterkandidat til kommunalvalget om to år.

I løbet af de sidste par uger har Venstre i Ringkøbing-Skjern fået 500 nye medlemmer. Dermed er de gået fra 1000 til 1500 medlemmer. Dermed er de Danmarks største Venstre-vælgerforening.

Kandidaterne udskilles
Afstemningen foregår ved, at kandidaterne bliver udskilt en efter en. Den med færrest ryger ud først. Derefter stemmes der igen. Og sådan fortsætter det, til der kun er en kandidat tilbage. Hvis en kandidat får flere end halvdelen af stemmerne, så i en tidligere runde, så vinder han. Man forventer at have en ny borgmesterkandidat cirka klokken 21.30.

Her på siden opdaterer vi løbende under opstillingsmødet:

21.56: Den nye borgmesterkandidat bliver Hans Østergaard. DErmed stopper liveopdateringen i denne artikel.

21.54: Nu er stemmetællerne færdige, og vi har snart et resultat.

21.44: Grunden til at ingen af de to opnåede over halvdelen af stemmerne er, at en del valgte at stemme blankt. Der tælles nu stemmer igen.

21.37: Så er der nyt. Hans Østergaard fik 441 stemmer og Lennart Qvist fik 434. Men det stopper ikke her. For at kandidaten kan vælges, skal han have over halvdelen af de afgivne stemmer. Det fik ingen af dem. Dermed skal der stemmes endnu en gang. I næste runde vinder den med flest stemmer.

21.31: Optællingen trækker ud, og kandidaterne får lov til at vente lidt endnu. 

21.13: Talen er nu færdig, men vi venter stadig på stemmetællerne. Imens sidder de to tilbageværende kandidater og venter i spænding.

21.00: Mens der tælles stemmer op, er minister for uddannelse og forskning Esben Lunde Larsen gået på talerstolen.

20.56: Der stemmes igen. Nu er det kun Lennart Qvist og Hans Østergaard der er tilbage. Det betyder, at efter denne afstemning, er der fundet en ny borgmesterkandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune.

20.54: Nu har vi resultatet af anden afstemning. Det bliver Kristian Ahle der ryger ud. Han fik 145 stemmer. Lennart Qvist fik 383 stemmer og Hans Østergaard fik 359.

20.48: Folk er nu på vej på plads igen. Om lidt kommer resultatet af afstemning nummer to. I første runde var det Lennart Qvist og Hans Østergaard der fik klart flest stemmer. Nu er det spændende, hvor Jesper Lærkes stemmer flytter sig hen.

20.25: Mens der tælles igen, er der kaffepause. Mødet genoptages igen klokken 20.50.

20.23: De andre stemmer fordeler sig således: Kristian Ahle 155, Hans Østergaard 310 og Lennart Qvist 337. Nu stemmes der igen. Denne gang uden Jesper Lærke på stemmesedlen.

20.20: Den første der er ude af kampen er Jesper Lærke. Han fik kun 81 stemmer.

20.10: Stemmetællerne er nu færdige med at tælle. Når Lars Løkke Rasmussen er færdig med sit oplæg, bliver resultatet præsenteret. Den af de fire kandidater, som har fået færrest stemmer, er ude af kampen om at blive borgmesterkandidat.

20.00: Mens der tælles stemmer op har statsminister Lars Løkke Rasmussen overtaget talerstolen. - Det er fantastik at være med til et kommunemøde, som slår langt de fleste partiers landsmøder i antallet af fremmødte, siger Lars Løkke Rasmussen.

19.55: Den første afstemning er netop gået i gang. Om lidt skal der tælles stemmer op.