Litauiske kødtyve skal 8 år bag lås

Litauiske kødtyve skal 8 år bag lås

Fire litauere blev i dag til sammen idømt otte år og ni måneders fængsel for i januar at have stjålet to lastbiler med kød.

Lastbiler og kød til en værdi af mere end 2,5 mio. kr. var målet, da fire litauere på mellem 29 og 31 år i januar var taget en tur til Danmark.

Derfor blev de ved retten i Holstebro i dag sammenlagt idømt otte år og ni måneders fængsel.

Litauerne var sammen taget til Danmark for i forening at begå kriminalitet, mente retten, der lagde vægt på anklagerens bevisførelse for, at de fire litauere havde planlagt tyveriet, inden de tog til Danmark.

- Jeg er rigtig tilfreds med, at man udmåler så hårde straffe, som man gør. At man sender et signal til de her omrejsende krimielle om, at det ikke er i orden at komme til Danmark med det ene formål at lave kriminalitet.

Sådan sagde anklagefuldmægtig, Katrine Morell, fra Midt- og Vestjyllands Politi efter domsafsigelsen.

Den første lastbil stjal de fire litauere i Thisted d. 11. januar. Kort efter kørte de dog galt ved Vejle, og det var her, politiet kom på sporet af tyvebanden. Da de senere stjal endnu et lastbilstyveri i Hurup, som de efterfølgende fyldte med kød fra Danish Crown i Skjern, var det derfor bare et spørgsmål om tid, før banden var i politiets varetægt.

De fire litauere accepterede efter dagens domsafsigelse alle deres straffe. Tre af dem havde sågar i forvejen erkendt flere af forholdene.

- Dele af sagen var afklaret på forhånd. Men i og med, at de har siddet så lang tid - faktisk 10 måneder, så er der en hvis lettelse over at sagen endelig er overstået, lød det ved retten i Holstebro fra forsvarsadvokat Berit Ernst.

Litauerne skal afsone resten af deres fængselsstraf i Danmark, før de vil blive udvist af landet.