Litauere stjal mink for 135.000 kroner

Tre litauere er anholdt for et tyveri af omkring 300 døde mink på Mors. Politiet er nu på jagt efter fire medgerningsmænd.

06112013mink1.jpg

I går aftes var en gruppe litauere på spil ved en minkfarm ved Øster Assels på Mors.

Her stjal de omkring 300 mink til en værdi af 135.000 kroner, som lå til optøning.

Anholdt på Sallingsundbroen

Politiet kom på sporet af litauerne, efter at de forlod minkfarmen. Men da de standsede bilen, stak litauerne af til fods.

Én af dem blev anholdt kort før midnat, efter at politiet så ham komme gående hen over Sallingsundbroen.

Efterlyser fire mænd

De fire øvrige i bilen er stadig på fri fod. Politiet formoder, at de er omkring Skive eller Sydmors.

- Hvis folk ser litauiske mænd i starten af 20'erne løbe rundt i området, vil vi gerne høre fra dem, siger funktionsleder Christian Toftemark Jørgensen fra Den Mobile Tyveri Gruppe ved Midt- og Vestjyllands Politi.

De er alle slanke og har mørkt tøj på.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Politiet har desuden anholdt to litauiske mænd i en bil tæt på Give klokken kort efter klokken 5 i morges. De mistænktes også for at have relation til minktyveriet.

Fremstilles i grundlovsforhør

De tre litauiske mænd bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro i dag.

De 300 stjålne mink er ifølge politiet på vej tilbage til minkavleren ved Øster Assels.

Opdateret klokken 16:58..

De tre mænd er varetægtsfængslet indtil den 4. december.

Hør minkavler Niels Otto Skærbech fortælle om indbruddet her:

0:57
Niels Otte Skaerbaech, minkavler