TV MIDTVEST

Litauere fængslet for indbrud

Blev standset på motorvejen ved Kolding med tyvekoster fra Herning.

To mænd fra Litauen på 24 og 48 år blev i weekenden varetægtsfængslet til den 28. marts - sigtet for indbrud.

Det var en tilfældighed, der gjorde, at politiet kunne knytte de to mænd sammen med et indbrud i Herning. Litauerne blev rutinemæssigt vinket ind til siden, da de kørte på motorvejen ved Kolding i en lastbil med ni personbiler på ladet.

Politiet har ingen grund til at tro, at personbilerne er stjålet, men i een af bilerne fandt betjentene en sportstaske med tyvekoster, og en af effekterne viste sig at stamme fra et indbrud i Herning.

Lastbilen med personbilerne blev herefter fragtet til Holstebro, og politiet skal nu gennemgå alle bilerne for at se, om der skulle være flere tyvekoster gemt.

Tip os Har du et godt tip?